Energieffektive bygninger har et stort eksportpotentiale for Danmark.
Nu vises vejen for nybyggeriet med Danmarks første Passiv+ hus, som Klima- og Energiminister Lykke Friis indviede i dag. Huset producerer mere energi, end det forbruger, og rummer dansk teknologi og løsninger.
En energiregning på 0 kroner - eller ligefrem med plus på kontoen.
Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det bliver ikke desto mindre nu hverdag for Kalle Christensen og hans familie, der lagde hus til, da Klima- og Energiminister Lykke Friis i dag indviede Danmarks første Passiv+ hus i lavenergiområdet Stenløse Syd.
Lykke Friis siger:
”Bygninger står for en stor andel af vores CO2-udledning. Efter COP15 er det vores opgave at demonstrere med praktiske løsninger, at den grønne omstilling er mulig, og at reduktioner og uafhængighed af fossile brændsler går hånd i hånd med konkurrencedygtighed og grønne jobs. Passiv+ huset er ikke bare et godt initiativ på dansk jord; projektets perspektiver er også vidtrækkende – for jobskabelse, for eksporten, for klimasagen og for forbrugeren. Et rigtigt hus med rigtige mennesker i. Det er det, vi har brug for.”
Fremtidssikre huse som eksportvare
I Rockwool koncernen, der har medvirket til opførelsen af huset, ses projektet som et vigtigt led i fremtidens grønne eksport.
”Frankrig har allerede planer om at indføre plusenergi-huse som standard. Også Tyskland og Storbritannien har snart energikrav til nye huse, der giver Danmark baghjul. Og EU har netop vedtaget krav om næsten nulenergihuse inden udgangen af 2020. Derfor er det vigtigt, af hensyn til vores grønne eksport, at danske byggefirmaer er visionære og skaffer sig indgående erfaring med at bygge energieffektive huse. Det er løsninger, vi kan eksportere, og som kan sikre vigtige grønne jobs i fremtiden,” siger koncernchef Eelco van Heel, Rockwool International A/S.
Stenløse lavenergi – kendt i udlandet
Det er ingen tilfældighed, at det banebrydende hus ligger i Stenløse. Her er Nordeuropas nok største lavenergibebyggelse under opførelse. Og det har allerede vakt opmærksomhed i udlandet. Flere hundrede journalister fra hele verden har det seneste års tid besøgt Egedal Kommune for at lure de visionære folk kunsten af med hensyn til at bygge populære boliger, rustet til fremtidens energipriser og klimaudfordring.
Borgmester i Egedal Kommune Willy Eliasen (V) siger:
”Vi har her i Stenløse Syd bevist, at man kan bygge bedre boliger, der oven i købet sparer så meget energi, at borgernes månedlige boligudgifter ikke forhøjes. Så hvorfor vente med at indføre superlavenergikrav i fremtidens bygningsreglement? Når det sker, kan vi her i kommunen hæve energikravet til bygninger med yderligere 25 %, og andre kommuner kan følge vores eksempel. Det gavner både det hjemlige energiregnskab og Danmarks eksport af klimaviden.”
Iværksætter står bag
Bag Passiv+ huset står Finn Christensen fra arkitekt- og byggefirmaet Passivhus Design ApS, der senest har udviklet en ny banebrydende konstruktionsmodel for passivhus byggeri. Nu går han skridtet videre og bygger et gennemisoleret passivhus, som opgraderes til et plusenergi-hus med et solcelleanlæg.
”Jeg ser det som en udfordring at bygge et hus, der energimæssigt står stærkt, også i fremtiden, og som også har et potentiale i udlandet. Og det mener jeg Passiv+ hus konceptet har,” siger Finn Christensen, der også er i gang med projekter til sydligere himmelstrøg.
Passiv+ huset i Stenløse er på 172 m2 og koster 2,5 mio. kr. Det er spækket med isolering, og et nyt solcelle-system vil sørge for et årligt overskud af vedvarende energi, som så sælges til el-nettet.
Baggrund
Passiv+ huset på Kærdalen 17 i Stenløse, 30 km fra København, er udviklet af firmaet Passivhus Design ApS, der ejes af Finn Christensen. Rockwool koncernen bidrager til projektet sammen med en række andre leverandører.
Med effektiv isolering og superlavenergivinduer sikres en optimal klimaskærm. Hertil kommer effektiv ventilation og varmepumpe (luft til vand).
Grundstammen er et passivhus, certificeret efter PHPP (Passiv Haus Projektierungs Paket). Et passivhus er så velisoleret, at den gratis, passive overskudsvarme fra apparater, sollys og kropsvarme udgør husets vigtigste opvarmningskilde.
På taget indbygges solceller, der producerer strøm til opvarmning, lys, el-apparater og varmt
brugsvand.
Solceller
Solcelleanlægget fra RAcell bliver på knap 46 m2 og medfører, at regningen på el og varme ikke blot går i nul, men ligefrem giver overskud. Om vinteren bruges hen ved 80 procent af husets energi-produktion til el og opvarmning, mens der i sommerhalvåret kun forbruges ca. 20 procent af den energi, der kommer fra solcellerne. På den måde producerer huset mere energi, end det forbruger, og energiselskabet tager strømmen retur til el-nettet.
Finn Christensen fra Passivhus Design ApS forklarer:
”Vi har projekteret huset, så det producerer den mængde årlige, grønne overskudsstrøm, som energiselskabet er villig til at tage retur fra et enfamiliehus. Det er 6000 kWh. Det giver årligt en sparet udledning af 5,75 tons CO2.”
www.passivhusdesign.dk
Han fortsætter:
”I lande som Tyskland og Frankrig gives der billige lån eller decideret økonomisk tilskud til velisolerede superlavenergihuse og plusenergihuse. Sådan er det endnu ikke i Danmark. Og mens vores danske energiselskab betaler det samme for en kilowatttime solstrøm, som vi betaler for en kilowatttime lavet på forurenende kul, så får den tyske solpanel-ejer tre en halv gang mere for den miljøvenlige solenergi, vedkommende leverer til forsyningsnettet.
Hvis målet er at gøre Danmark uafhængigt af fossilt brændstof, kommer vi ikke uden om også herhjemme at skabe større incitament til at bygge passiv+ huse.”
Pris og størrelse
Familien på to voksne og datteren Freja på 3 år får 172 m2 at boltre sig på, fordelt på 1½ plan. Kvadratmeterprisen for det nye hus er 15.000 kr., eller en samlet pris på ca. 2,5 mio. kr. + grund.
Isolering. Tag- og vægkonstruktioner bliver bygget med 500 mm Rockwool isolering af typen Super FlexiBatts, som har en høj isoleringsevne.
Vinduer
Vinduerne er en ny type superlavenergivinduer fra Vrøgum, model Svarre. De er helt uden aluminium og har heller ikke har noget træ udvendigt, men derimod energieffektivt 6 mm hærdet glas. For at minimere slitage og behovet for vedligeholdelse, anvendes træ kun indvendigt. Ovenlysvinduerne er fra Velux.
Ventilation
Ventilationsanlægget er fra producenten Paul og er certificeret af Passivhus Instituttet i Darmstadt. Den effektive Stiebel-Eltron varmepumpe har en virkningsgrad på 4,5. Husejeren får med andre ord fire en halv gange mere energi ud til opvarmning end de kilowatt-timer, der sendes ind i apparatet. Der benyttes lavtemperaturgulvvarme som opvarmning, og anlægget har Rehau jordrør til henholdsvis forvarmning af indblæsningsluften om vinteren og afkøling om sommeren.
Klimaskærm kun brudt af vinduer og døre
Det nye Passiv+ hus bliver et meget tæt hus med en samlet bærende konstruktion, særligt udviklet af Passivhus Design ApS. Der er spær hele vejen rundt med plads til den kraftige isolering. Kabler og rør bliver monteret indvendigt, så klimaskærmen kun bliver brudt af vinduer og døre. Dermed reduceres varmetabet og risikoen for kondens og fugtskader. For at sikre bedst udnyttelse af solens stråler, vender facaden mod syd, og taget hælder 43 grader.
Certificeret efter nyeste PHPP-standard
Huset i Stenløse bliver det første danske plusenergi-hus, certificeret som passivhus efter PHPP (Passiv Haus Projektierungs Paket). PHPP er et beregningsværktøj udviklet af det internationalt anerkendte Passiv Haus Institut i Tyskland. De rådgivende ingeniører Ellehauge & Kildemoes har foretaget avancerede energiberegninger og taget hånd om certificeringsprocessen efter passivhus-standarden. Selve certificeringen foretages altid af en uvildig instans, som kontrollerer energiberegninger mv. Certificeringen er med til at sikre en høj kvalitet.
Ifølge de internationale standarder fra PHPP skal varmeforbruget i et passivhus være under 15 kWh pr. kvadratmeter om året.
Vores hus
Lavenergiområdet Stenløse Syd, hvor huset opføres, ligger i Egedal Kommune, som kræver, at alt nybyggeri som minimum opføres i lavenergiklasse 1. Den er 25 % bedre end de skærpede minimumskrav, der indføres i Danmark i 2010. Passiv+ huset opfylder mere end rigeligt kommunes krav.
Ejeren af Passiv+ huset i Stenløse, Kalle Christensen, siger:
”Min hustru og jeg har selv været med til at bestemme, hvordan huset skal se ud − ned til mindste detalje både ude og inde. Det primære for os har været at bygge et hus, hvor vi i højere grad har kontrol over vores varmeforbrug. Derfor valgte vi først at bygge et passivhus.” Han fortsætter:
”I samarbejde med Passivhus Design blev det muligt at tage det sidste skridt og få bygget et passivhus, der går i plus. Et krav fra vores side var dog, at huset skulle passe ind i den øvrige byggestil i boligområdet.
Sådan er det blevet, og det er i høj grad vores hus, men tilpasset alle kravene til passivhus-certificering. Vi har glædet os meget til at flytte ind og få glæde af et behageligt indeklima. Og ikke mindst at vinke farvel til el- og varmeregningen.”
http://www.rockwool.com