Weibel Scientific lancerer nyudviklet transponder, som – sammen med Weibel Scientifics egenudviklede Doppler-radarer – skaber nye standarder for sikkerhed og nøjagtighed på radarmålinger.
Med lanceringen af transponderen udfordrer Weibel Scientific den udbredte pulsradar-teknologi og opnår dermed markante konkurrencefordele på nye markeder.
Weibel Scientific A/S tester den nyudviklede transponder sammen med den Doppler-radar, som Copenhagen Suborbitals bruger ved testopsendelsen i september. Når Copenhagen Suborbitals sender den første danske bemandede ekspedition ud i rummet, vil transponderen sammen med Doppler-radaren øge sikkerheden i forbindelse med opsendelsen.
”Copenhagen Suborbitals giver os mulighed for at teste en helt ny teknologi, så vi kan markedsføre os over for blandt andet NASA, JAXA (Japans rumfartsvæsen) og CNES (fransk rumfartsvæsen). Vi har allerede solgt transpondere til Frankrig, men de bliver kun brugt på jorden og har endnu ikke været testet i rummet. Det er banebrydende teknologi, som betyder nye vækstmuligheder for Weibel Scientific som verdens førende Doppler-radarproducent,” siger administrerende direktør Peder R. Pedersen, Weibel Scientific.
Transponderen, som Weibel Scientific har udviklet, tilbagesender signalet til Weibel Scientifics egenudviklede Doppler-radar, og dermed øges signalstyrken, sikkerheden og nøjagtigheden i de højteknologiske Doppler-radarmålinger.
Transponderteknologien har hidtil ikke kunne bruges sammen med Doppler-radarerne.
”NASA bruger fx vores radar, men uden transponder. Derfor har NASA indtil nu været nødt til at bruge pulsradarer med en transponder. Med vores nye teknologi slår vi pulsradaren mange gange, både hvad angår nøjagtighed og sikkerhed, og vi kan på den måde tilbyde NASA og andre rumfartsorganisationer det bedste fra begge verdener,” siger administrerende direktør Peder R. Pedersen, Weibel Scientific.
Ved raketopsendelser er sikkerhed den vigtigste parameter.
Hvis raketten skifter kurs, er det altafgørende for kontrolrummet at få denne information så præcist som muligt. Med den nye teknologi kan Weibel Scientific måle rakettens position og hastighed meget mere nøjagtigt end de konkurrerende teknologier.
NASA har brugt Weibels Doppler-radarer til at opfange, hvis dele af rumfærgen falder af og beskadiger rumfærgen under opsendelsen, men har ikke brugt radarerne til at måle rumfærgens nøjagtige position og kurs under hele opsendelsen. Det er altafgørende for sikkerheden, at nøjagtigheden omkring raketopsendelserne øges, da det kan få katastrofale følger, hvis raketten ikke er på rette kurs. Det kan nu overvåges med endnu støre præcision og nøjagtighed med den nyudviklede danske transponder.
”Vi har udviklet en transponder, som har været ’the missing link’, der forhindrede os i at konkurrere med pulsradarerne. Den nye transponder udgør et enormt potentiale for Weibel Scientific, fordi vi får mulighed for at komme ind på de markeder, hvor pulsradaren tidligere var eneherskende. Vi kommer så at sige til at slå dem på deres egen hjemmebane,” siger administrerende direktør Peder R. Pedersen, Weibel Scientific.
Transponderen kan anvendes på rumraketter, fly, helikoptere, satellitter og droner.
Om Copenhagen Suborbitals’ opsendelse
I perioden 30. august-17. september 2010 vil raketten HEAT-1X/Tycho Brahe testopsendes fra Østersøen ud for Bornholm. Raketten har en længde på 9 meter, en vægt på 1,6 tons og vil under opsendelsen flyve op i stratosfæren med en hastighed på 2.000 km/timen. Rumskibet drives af en hybridraket, der bruger flydende ilt og syntetisk gummi som brændstof. I rakettens rumskib vil der være en 70 kg tung crash test-dukke – en senere opsendelse vil være bemandet.
Om Copenhagen Suborbitals
Copenhagen Suborbitals er en non-profit rumfartsorganisation baseret på sponsorer og dedikerede frivillige. Organisationen blev grundlagt i maj 2008 af Kristian von Bengtson og Peter Madsen, som arbejder fuld tid på at designe og konstruere en raket, der skal sendes bemandet ud i rummet. Læs mere på www.copenhagensuborbitals.com
Om Weibel Scientific
Weibel Scientific er en dansk eksportvirksomhed, der producerer højteknologiske radarer til brug i rumforskning, flyindustri, forsvar samt politi. Radarerne sælges primært til offentlige instanser og den største andel af salget er eksport. Den danske produktions- og eksportvirksomhed er verdens førende inden for udvikling af Doppler-radarer. De forskellige typer radarer bliver udviklet og produceret af 35 medarbejdere, primært ingeniører. Weibel har leveret testudstyr i mere end 50 år, og har investeret mere end USD 10 mio. i forskning og udvikling i Danmark. Læs mere på
http://www.weibel.dk