Stigende krav til virksomheders ansvar overfor medarbejdere, lokalsamfund, miljø og produktkvalitet øger behovet for redskaber, der effektivt styrer og sikrer, at mål om miljøhensyn, arbejdsmiljø og kvalitet overholdes.
For at opfylde interne og eksterne krav, har Hydac A/S i Langeskov arbejdet med at blive certificeret i ISO 9001 og 14001 samt OHSAS 18001.
- Vores kunder stiller krav til ensartetheden af kvaliteten i de leverede produkter.Samtidig får vi flere kunder, som også stiller krav til, hvordan vi håndterer miljøspørgsmål. Derfor er det vigtigt for os at sikre, at vores procedurer og politikker om kvalitet og miljø er dokumenterbare over for vores kunder og ikke mindst over for os selv, siger Quality Assistent Christina Kørschen.
Da certificeringerne både omhandler kvalitet, miljø og arbejdsmiljø, har arbejdsgange- og rutiner været under lup i hele virksomheden.
De uhensigtsmæssige rutiner og procedurer er blevet optimeret og effektiviseret. Nye arbejdsgange er indført for at sikre det videre arbejde med certificeringerne. En intern fordel, der følger af certificeringerne, er vidensdeling. Alle medarbejdere har adgang til, hvordan procedurer og rutiner gennemføres hensigtsmæssigt. Det sikrer, at kunderne får ensartet produktkvalitet og god service.
I arbejdet med at sikre ensartet kvalitet, har Hydac yderligere sat fokus på underleverandørernes sikring af kvalitet og miljøhåndtering. Derudover arbejder virksomheden konstant med vurdering og prioritering af underleverandørerne for at sikre, at der ved uforudsete hændelser stadig kan garanteres levering til Hydacs kunder. Dermed gør kvalitetscertificeringen Hydac i stand til at dokumentere, hvordan kvalitet, arbejdsmiljø og miljøhensyn spiller sammen i virksomhedens produktion.
Certificeringerne i ISO 14001 og OHSAS 18001 lægger sig op ad hinanden, hvor der på den ene side sættes fokus på et godt arbejdsmiljø og på den anden side på miljøbeskyttelse. Certificeringen af arbejdsmiljøet hjælper med at identificere og reducere ulykker og farlige situationer. Et målrettet arbejde med arbejdsmiljøet er for Hydac en del af personaleplejen, da medarbejdernes trivsel, sikkerhed og sundhed er et aktiv for virksomheden.
Miljøbevidsthed i en virksomhed er ikke gjort med at overholde de formelle og lovmæssige miljøkrav.
Hos Hydac betyder miljøcertificeringen bl.a., at udledningen af CO2 i produktionen skal nedbringes, og at miljø- og sundhedsskadelige stoffer udfases. Disse tiltag sker både for at skåne miljøet og for at tage vare på medarbejdernes arbejdsmiljø og sundhed.
På Automatik 2010, der 7.-9. september finder sted i Brøndby Hallen, kan du høre mere om Hydac 's ISO-certificeringer på stand B 1153. MCH Messecenter Herning står som arrangør af messen.
http://www.hydac.dk