Erhvervsskolen Tradiums nybyggede smedeafdeling på Blommevej 40 i Randers kan nu tilbyde uddannelse og efteruddannelse på i alt 628 m2 værksteder + 315 m2 undervisningslokaler.
Med 628 m2 værksted + 315 m2 undervisningslokaler er her alt, hvad hjertet kan begære for industriens fagfolk med hang til pladebearbejdning og svejsning.
Blandt andet indeholder byggeriet et nyt pladebearbejdningsværksted, som betyder, at Tradium nu igen kan tilbyde efteruddannelseskurser indenfor det pladebearbejdende område.
– I starten af det nye år åbner vi dørene til et funklende nyt efteruddannelsesværksted, hvor Tradium kan tilbyde uddannelse og efteruddannelse til såvel beskæftigede som ledige inden for de pladebearbejdende industrivirksomheder, oplyser uddannelsesleder Søren Skovbo Sørensen, Tradium Metaluddannelserne.
Nye AMU-mål
Samtidig har Industriens Uddannelser revideret tre AMU-kurser inden for pladebearbejdning, som udbydes i Tradiums nye pladebearbejdningsværksted, og som sammen med øvrige AMU-kurser udbydes i Åbent Værksted.
De nye værkstedsfaciliteter indeholder, udover de traditionelle maskiner og udstyr til pladebearbejdning, desuden en CO2-laserskæremaskine, CNC-styret revolverstanser og CNC-styret kantpresse ligesom modstandssvejsning atter indgår i kursusudbuddet.
– Skolen er dermed for alvor klar til at servicere den pladebearbejdende metalindustri med attraktive kurser på maskiner som lever helt op til de seneste standarder om pladebearbejdning. Det er vi både glade for og stolte over - ikke mindst fordi, Tradium er eneudbyder og landsdækkende skole på pladebearbejdningsområdet, siger uddannelsesleder Søren Skovbo Sørensen, Tradium Metaluddannelserne.
Svejsning i aluminium
Tradiums nybyggede smedeafdeling på Blommevej 40 har også et værkstedsområde med svejsefaciliteter, som er opført i umiddelbar sammenhæng med afdelingens eksisterende værkstedsfaciliteter.
– Det gør det muligt at drage fælles fordel af faglig sparring, maskiner, inventar og lærerressourcer. Samtidig kan Tradium for første gang tilbyde certificering af svejsere til aluminiumssvejsning. Dette har ikke tidligere været muligt i Danmark, men da vi i forvejen har de nødvendige lærerressourcer og øvrige kompetencer i huset, forventer vi os meget af udbuddet på aluminiumsområdet, siger uddannelsesleder Søren Skovbo Sørensen, Tradium Metaluddannelserne.
Med de nye faciliteter kan Tradium fremover tilbyde undervisning og certificering i de mest almindelige manuelle svejseprocesser i stål, rustfrit stål og aluminium.
Faktaboks Kommende kurser i Randers
Se alle kursusudbud på www.efteruddannelse.dk. Følgende kurser starter på Blommevej 40, 8930 Randers NØ den 9. januar 2012:
• 45195 Opstiller ved klippe, bukke og valsemaskiner (AA)
• 45196 Operatør ved CNC-styret kantpresse (AA)
• 45197 Opstilling og programmering CNC-styret kantpresse (AA)
• 46526 Pladeudfoldning klippe-, bukke- og valsemaskiner (AA)
• 46527 Operatør ved CNC-styret revolverstanser (AA)
• 46529 Opstilling/programmering CNC-styret revolverstanser (AA)
• 42743 Modstandssvejsning (AQ)
• 45875 Laserskæring for operatører (AQ)
• 45117 Materialelære, rustfri stål (AQ)
• 45118 Materialelære, stål (AQ)
Om Tradium
Tradium er et nyt uddannelsesmæssigt kraftcenter i Randers, der blev etableret i 2010 ved en fusion mellem Handelsskolen Minerva og Randers Tekniske Skole. Tradium tilbyder undervisning for 4.000 årselever på syv adresser i Randers, Hobro samt Pederstrup og beskæftiger mere end 600 medarbejdere. Tradium har en vision om, at være en udviklende og attraktiv arbejdsplads med høj kvalitet og professionelle medarbejdere med international orientering. Læs mere på:
http://www.tradium.dk