En ny undersøgelse viser, at flere end hver anden dansker, der arbejder foran en computer, oplever musesmerter, som i værste fald kan give lange sygeforløb.
Men der er hjælp at hente, Danmarks største arbejdsmiljørådgiver Alectia, har udarbejdet en række gode råd til indretningen af den gode kontorarbejdsplads.
Flere end hver anden dansker, der arbejder foran en computer, oplever musesmerter.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Userneeds blandt 1.032 danskere skriver Avisen.dk. Ergoterapeut og arbejdsmiljørådgiver Carina Hjørngaard Hjorth fra Alectia var derfor inviteret i DR Aftenshowet onsdag aften, hvor hun gav gode råd om indretningen af kontorarbejdspladser.
”For arbejdsgiverne og medarbejderne personligt kan det helt klart betale sig at investere i tiltag, der nedsætter belastningen på kroppen bl.a. ved at forbedre indretningen af kontorarbejdspladsen. Generelt kan et øget velbefindende hos medarbejderne øge produktiviteten og mindske sygefraværet. Museskader, og tegn derpå, skal helt klart tages alvorligt. Det bedste er at forebygge besværet, da erfaringen viser, at museskader kan være svære at slippe af med og kan føre til fravær over længere perioder,” siger Carina Hjørngaard Hjorth fra Danmarks største arbejdsmiljørådgiver Alectia og fortsætter:
Minimer belastningerne og dermed risikoen for museskader
”Men der er heldigvis hjælp at hente i form af en lang række gode råd, man bør følge, så man kan minimere belastninger og risikoen for at få museskader. Det drejer sig om alt lige fra hensigtsmæssig placering og indstilling af inventaret til at huske at sidde og stå på forskellige måder, samt at finde den rette mus og undgå at bruge den ensidigt. Variation er nøgleordet – og det kan både ske ved skiftevis at benytte højre og venstre hånd til musen, skifte mellem forskellige arbejdsstillinger og opgaver og holde pauser gerne suppleret med forskellige fysiske øvelser.”
Gode råd om at indrette kontorarbejdspladsen
Danmarks største arbejdsmiljørådgiver Alectia giver her en række gode råd om at indrette sin kontorarbejdsplads efter, så man undgår overbelastninger af nakke, skuldre, arme og museskader.
Stol
Der er ikke én korrekt siddestilling, men mange. Sid højt – sid lavt. Vip frem – vip tilbage. Benene op – benene ned. Sid omvendt på stolen. Find ud af, hvad håndtag og skruer kan. Læs brugsanvisningen eller få instruktion fra forhandleren – og øv dig.
Bord
Dit bord skal være dybt nok til, at skærmen kan placeres i rigtig læseafstand. Du skal kunne skubbe tastaturet ind på bordet, så hænder, håndled og underarm får støtte på bordpladen. Der skal være plads på begge sider af tastaturet til fralægning af telefon, regnemaskine mv.
Skærm
Placer din skærm, så du kan se over skærmens overkant uden at strække hals – kig skråt nedad. Afstanden til din skærm skal svare til længden på dine udstrakte arme.
Bærbar pc
Arbejd ikke med bærbar pc en hel arbejdsdag. Din bærbare pc kan med fordel kobles til eksternt tastatur, mus og skærm. Ønsker du ikke at bruge ekstern skærm, kan den bærbare pc placeres på en ”forhøjer”, så du får en god synshøjde på skærmen.
Mus og tastatur
Find en mus, der passer til din hånd og dine arbejdsfunktioner. Du kan vælge traditionel mus med eller uden ledning, track ball, pen eller forskellige typer af mousetrapper. Brug genvejstaster på dit tastatur – det er hurtigere og nemmere. Lær dig selv at bruge musen skiftevis mellem højre og venstre hånd.
Dagslys er godt
Men sørg for tilstrækkelig solafskærmning i lokalet og placer skærmen, så du sidder med siden til vinduet, når du arbejder. Så bliver du hverken blændet eller får spejlinger i skærmen. Det er ikke altid muligt at placere skærmen optimalt, men tilstræb, at der falder så lidt direkte lys ind i skærm og ansigt som muligt.
Kunstig belysning bør bestå af almen loftsbelysning og bordlampe.
Belysningen skal hænges op på en måde, så du undgår blænding og reflekser i skærmen. Arbejdslamper skal helst give et asymmetrisk lys (lyse skråt) og lysretningen skal helst være på tværs af syneretningen. Undgå reflekser.
Konceptholder
Du bør altid anvende en konceptholder, når du anvender manuskript. Placer den mellem skærm og tastatur.
Headset
Har du mange og/eller lange telefonsamtaler og tendens til ømme skuldre er det en god ide at slutte et headset til telefonen.
Bevæg dig
Arbejd stående, når det er muligt, gå frem for at ringe til en kollega og gå en tur når du taler i din mobil, så forstyrrer du heller ikke dine kolleger.
Lav øvelser
Prøv i løbet af dagen eller når du kommer hjem at lave forskellige øvelser, så du ikke spænder unødigt i hånd, arm, nakke og skuldre.
Skærmbrille
Afhængig af dit syn – og især din alder – kan det være nødvendigt med en skærmbrille.
Nyt edb-udstyr
Det er vigtigt, at du bliver taget med på råd ved valg og indkøb af IT – hard- og software – og får uddannelse i at bruge det.
Indeklima
Mange klager over dårligt indeklima – fx tørre slimhinder. Årsagen til disse gener skyldes sjældent tør luft, men fx høj temperatur, tung luft eller mangelfuld rengøring. Drik masser af vand og bevæg dig, så meget som muligt.
Brug professionelle
Oplever du, at din arbejdsplads giver dig gener eller har du brug for hjælp i forbindelse med at indrette din kontorarbejdsplads, kontakt en professionel arbejdsmiljørådgiver.
Kilde: Danmarks største arbejdsmiljørådgiver Alectia.
http://www.alectia.dk