Når Foodexpo, Nordens vigtigste fagmesse, byder indenfor i MCH Messecenter Herning fra 18.-20. marts 2012, står mere end 350 udstillere klar i syv haller med et væld af nyheder, tre temaområder og traditionen tro spændende faglige konkurrencer.
Læs her, hvad du kan opleve på messen inden for tre temaområder:
WineExpo
WineExpo er et specialområde på Foodexpo for leverandører af vine og eksklusive mærker indenfor whisky og cognac.
Gastronomitorvet
Unikke smagsoplevelser, lækre råvarer og høj kvalitet kendetegner produkterne på Gastronomitorvet, der på Foodexpo 2012 har alle stande udsolgt.
Intelligent Mad
Det nye innovative temaområde, Intelligent Mad, bliver introduceret på Foodexpo 2012. På området er der inspiration til retter, der er intelligente i forhold til kroppens behov.
Masser af økologi på Foodexpo
I tråd med regeringens udmelding om, at 60 procent af al offentlig bespisning fremover skal være økologisk, byder Foodexpo indenfor til et udvidet økologisk område hos Økologisk Landsforening. Foreningen bringer 33 økologiske udstillere til Foodexpo 2012 mod 17 økologiske udstillere ved sidste messe.
12 faglige konkurrencer
Følgende konkurrencer afvikles på Foodexpo 2012: Årets Kok, Årets Tjener, Årets Kokkeelev, Årets Tjenerelev, Årets Caterelev, Årets Smørrebrødsjomfruelev, Nordens bedste kok, DM for fisk og skalddyr, Karamel show/konkurrence, Danmarks bedste spegepølse, Danmarks bedste rullepølse og Danmarks bedste leverpølse.
Speakers Corner
På Speakers Corner kan besøgende blandt andet overvære oplæg om madspild, bæredygtighed, og nøglehulsmærkede spisesteder samt overvære overrækkelsen af Innovationsprisen på 50.000 kroner. Innovationsprisen uddeles af Agro Business Parks og har til formål at stimulere udviklingen af nye projekter, produkter og virksomheder inden for to fagområder - fødevarer og biomasse/bioenergi.
17 stærke besøgsambassadører
17 repræsentanter fra hver deres felt af branchen har meldt sig som ambassadører for Foodexpo. De vil sprede de gode budskaber omkring Foodexpo i deres netværk.
Transportpakker
Team Foodexpo har sørget for nemme og billige transportmuligheder til Herning under messen, hvad end det skal foregå med tog, bil eller bus. Besøgende har mange muligheder for at supplere messebesøget i MCH med en overnatning, en gourmetoplevelse eller noget helt tredje.
Roadshow med ministerdeltagelse
I februar afholder Team Foodexpo roadshows på Sjælland, der skal skabe interesse og besøg fra Østdanmark på messen. D. 28. februar finder et af møderne sted hos Landbrug og Fødevarer i København med indlæg fra blandt andre fødevareminister Mette Gjerskov.
Generelle fakta:
Foodexpo finder sted i MCH Messecenter Herning fra 18.-20. marts 2012. Messen, der i år afholdes for femte gang, arrangeres af MCH Messecenter Herning i samarbejde med en komité bestående af 13 repræsentanter fra toneangivende brancheforeninger indenfor Foodservice og Catering, Hotel & Restaurant samt Detailhandel.
http://www.foodexpo.dk