Der er brug for flere iværksættere i Danmark, men det er også vigtigt, at de kommer ud over landets grænser og sikrer eksport, selvom det er svært. Iværksættervirksomheden Warranty Hotel har netop har fået foden indenfor i USA
Det er en sjældenhed blandt danske iværksættere, at virksomheden klarer den store udfordring, det er, at sikre sig adgang til det enorme amerikanske marked. Men det er netop, hvad der er sket for danske Warranty Hotel med base i Roskilde.
Warranty Hotel opbevarer garantibeviser elektronisk, så forbrugere altid ved, hvor beviserne befinder sig og samtidig har adgang til dem 24 timer i døgnet via nettet. En service amerikanske forbrugere nu også får mulighed for at bruge, da den danske iværksættervirksomhed har indgået aftale med islandske LS Retail, der i stor stil leverer kasseterminaler til butikskæder i USA. På verdensplan leverer LS Retail til hele 38.000 forretninger i 60 lande.
De færreste holder skruen i vandet
Tal fra Erhvervs- og Byggestyrelsens ”Iværksætterindeks 2011” dokumenterer dels, at selvom der hvert år starter mange nye virksomheder, så er det fortsat de færreste, der som Warranty Hotel holder skruen i vandet og dernæst sikrer en så tilpas stor fremdrift i virksomheden, at der er kræfter til at tage fat på internationale markeder. Kun ganske få procent af dem, når hele vejen til USA.
Iværksætterparret Hanne og Henrik Reisby har udviklet Warranty Hotels koncept. I det seneste år har butikskæder i Danmark tilbudt servicen til sine kunder under navnet Garanti Hotel. Og nu er det så det amerikanske marked, der venter forude.
”Det, Warranty Hotel tilbyder, er at sikre dokumentation i form af garantibeviser for især de større køb som mobiltelefoner, computere, køkkenudstyr eller ski. Det er naturligvis ikke alene en dansk problemstilling, at garantibeviserne er vigtige, hvis tingene pludselig ikke virker. Derfor glæder det os, at vi har fået fat på det amerikanske marked, som rummer store muligheder,” siger Henrik Reisby.
Forklaringen på, at islandske LS Retail har indgået et tæt samarbejde med Warranty Hotel er, at det ikke kun er et problem for kunden, hvis garantibeviset bliver væk. Selvom butikskæden gerne vil, kan den som udgangspunkt heller ikke få repareret den defekte vare hos leverandøren uden, at beviset for købet er til stede.
Fakta:
Eksport til USA er en sjældenhed blandt iværksættere. Warranty Hotel har bevæget sig ind på et eksportmarked, hvor kun få danske iværksættere er. Det viser tallene fra Erhvervs- og Byggestyrelsens 'Iværksætterindeks 2011'. Alt efter definitionen på en iværksættervirksomhed svinger det at eksportere i det hele taget mellem 14 til 22 procent af samtlige iværksættervirksomheder.
Dertil kommer, viser Iværksætterindekset, at 63 pct. af de, som eksporterer, fokuserer på nærmarkederne. Tyskland er det helt store marked. De øvrige EU-lande aftager 25 pct., mens både resten af Europa og resten af verden aftager relativt små andele af vækstiværksætternes vareeksport. Så USA er langt væk for de fleste iværksættervirksomheder.
Iværksætterindeks 2011 er en systematisk kortlægning og evaluering af iværksætterområdet i Danmark.
Læs mere: http://www.ebst.dk/publikationer/ivaerksaettere/ivaerksaetterindex_2011/index.htm
http://www.warrantyhotel.com