DP3000 er Secos nye slidstærke Duratomic®-kvalitet til Perfomax®-korthulsbor.
Den er robust og alsidig, er egnet til brug i en lang række materialer og udmærker sig især i forbindelse med krævende anvendelser og ubemandet drift.
DP3000 er en ny kvalitet til Secos Perfomax-serie af korthulsbor.
Den komplementerer den eksisterende DP2000-kvalitet, og de to kvaliteter, der begge byder på Secos belægningsteknologi Duratomic®, er egnet til boring i alle arbejdsmaterialer, herunder krævende operationer som f.eks. skrå huller og afbrudt spån.
Perfomax-serien af skærkvaliteter omfatter også to kvaliteter med PVD-belægning (Physical Vapor Deposition): T250D, der er optimeret til rustfrit stål og superlegeringer, og T400D, der er det foretrukne valg til midterskær i alle materialer.
"Vi anbefaler DP3000 til alle boreopgaver i forbindelse med generel bearbejdning," siger Simon Hellborg, der er Secos projektleder for udviklingen af DP3000. "Det er en alsidig skærkvalitet med øget sejhed og slidstyrke, der muliggør højere skærehastigheder og dermed øget produktivitet."
"Vi øger koboltindholdet ved overfladen sammenlignet med resten af substratet," siger Hellborg. "Det øger sejheden og mindsker risikoen for, at revner forplanter sig over dette område."
Det øgede koboltindhold, der ved overfladen er det dobbelte af normalt, når en dybde på 20 til 25 mikron.
Substratet er belagt med et lag af titancarbonnitrid (TiCN) og dernæst et lag af aluminiumoxid (Al2O3). De påføres med CVD-teknologi (Chemical Vapour Deposition) og udgør sammen Duratomic®-belægningen, hvor TiCN-laget giver robusthed, og Al2O3-laget giver varmebestandighed og slidstyrke. Det er kombinationen af skrånende substrat og belægninger, der giver DP3000 og andre Duratomic®-kvaliteter deres specifikke egenskaber.
Kvalitetsdesign er altid en udfordring, når det gælder om at finde den rette balance mellem forskellige egenskaber. For eksempel: Jo tykkere belægning, jo mere slidstærk vil den være, men samtidig vil den blive mere skrøbelig. For anvendelser i støbejern og stål, hvor høje skærehastigheder er en mulighed, vil DP2000 med en tykkelse på 13 mikron fortsat være førstevalget i kraft af sin unikke kombination af varmebestandighed og slidstyrke. DP3000 har en tykkelse på 7,5 mikron.
"Vores mål var at gøre DP3000 til en sej kvalitet, der kan håndtere krævende anvendelser, så derfor designede vi den med en tyndere belægning," siger Hellborg.
Skær til Secos Perfomax-serie af korthulsbor har en stærk, kvadratisk udformning med fire skærekanter for hvert enkelt skruemonteret skær.
Borekroppen er konstrueret med fremragende stabilitet og en særlig belægning, der mindsker friktion. Sammen med indvendige kølekanaler og et optimeret spånrumsdesign er dette med til at sikre pålidelig spånfjernelse. Dette gør Perfomax til et højproduktivt værktøj, der er egnet til meget høje tilspændinger og skærehastigheder, og som kan håndtere boredybder på op til 5x hullets diameter.
DP3000 fås i alle størrelser og med alle spånbrydere til SCGX-periferiskær, WCMX-skær og SPGX-centerskær. Førstevalget, når det gælder kvaliteter til centerskær, er dog T400D, men DP3000 kan være et bedre valg under visse forhold.
"I midten er det vigtigt at have en sej kvalitet, og i periferien er det vigtigt med høj slidstyrke," siger Hellborg. "Når målet er at optimere borkonfigurationen til høje skærehastigheder, kan du vælge DP3000 til centerskæret."
Til syvende og sidst bidrager DP3000 med øget fleksibilitet og længere standtid til Perfomax-serien, hvilket er ensbetydende med øget produktivitet og driftssikkerhed.
"Vi mener, at brancher, der anvender de nyeste kvaliteter på markedet, vil have stor gavn af at skifte til DP3000," siger Hellborg.
Faktaboks – Perfomax® DP3000
• Type: Duratomic® skærkvalitet til Secos Perfomax-korthulsbor.
• Anvendelse: Højproduktiv boring i en lang række materialer og til krævende anvendelser.
• Skær: Kvadratisk med fire kanter.
• Geometri: Fås i alle størrelser og med alle spånbrydere til SCGX-, SPGX- og WCMX-skær.
• Andre skærkvaliteter til Perfomax-bor: DP2000, T250D og T400D.
Firmaprofil
Seco Tools er en af verdens førende producenter af skærende værktøjer. Seco har et produktsortiment, der omfatter et komplet program af værktøjer og skær til drejning, fræsning, boring, oprømning og udboring samt supplerende værktøjsholdere. Med mere end 23.000 standardprodukter er Seco en komplet leverandør af løsninger til den spåntagende industri og udstyrer værktøjsmaskiner fra spindel til skær.
Virksomheden har hovedkvarter i Fagersta, Sverige og er repræsenteret i mere end 50 lande verden over med 40 egne datterselskaber, distributører og partnere.
Mere information hos Seco Tools A/S, Park Allé 350A, 2605 Brøndby. Telf.: 23453464.
Eller på hjemmesiden:
http://www.secotools.com