Rabalder Parken i Roskilde lå sidst i kampen om Bæredygtig Beton Prisen 2013. Så aktiverede de netværket og borgerne i Roskilde og det gav resultat.
Efter tæt løb i afstemningen om, hvem der skal modtage Bæredygtig Beton Prisen 2013, er feltet nu rykket voldsomt. Ja faktisk har nummer et nu mere end dobbelt så mange stemmer som den nærmeste konkurrent. Det er Rabalder Parken i Roskilde, der fører med 46 pct. foran Ungdomsboligerne på Aarhus Havn med 22 pct. I bunden ligger Siloetten i Løgten og Kompan’s hovedsæde ved Odense, der begge må nøjes med 16 pct. af stemmerne.
Appellerede til publikum
Alle danskere kan stemme om, hvem der skal modtage Bæredygtig Beton Prisen 2013. Og netop det benyttede Rabalder Parken sig af med en målrettet indsats for at fortælle om nomineringen af den kombinerede skater- og fritidspark, der samtidig fungerer som bassin til opsamling af store mængder regnvand.
- Vi er stolte af vores projekt og stolte over at være blevet nominerede, så vi aktiverede hele netværket omkring byggeriet med entreprenør, planlæggere, kommunens folk og så videre og sendte også pressemeddelelser ud, fortæller Lise Hammershøj, der er kommunikationsansvarlig for Rabalder Parken.
Helt i prisens ånd
Det gav resultat. Fra at have ligget alene i bunden væltede stemmerne ind til Rabalder Parken, der på få dage rykkede forbi alle de øvrige konkurrenter. Dansk Beton, der uddeler prisen, lykønsker Rabalder Parken med udviklingen:
- Bæredygtig Beton Prisen er en publikumspris, og jo flere man kan overbevise om sit projekt og få til at gå ind på hjemmesiden og stemme, des bedre chancer har man for at vinde. Så jeg kan kun opfordre de øvrige projekter til at følge Rabalder Parkens eksempel, siger René Kjærsgaard-Nielsen, formand for Dansk Beton. der er en brancheforening i Dansk Byggeri.
Også den nuværende nummer to – Ungdomsboligerne på Aarhus Havn – fik et lille løft, da ejeren, boligselskabet Ringgården, skrev om nomineringen i deres nyhedsbrev. Men altså ikke nok til at beholde den hidtidige plads i toppen.
På hjemmesiden danskbeton.dk kan man stemme på de fire byggerier og dermed deltage i lodtrækningen om et rejsegavekort til en værdi af 15.000 kr. Her kan man også følge udviklingen i stemmeafgivningen, der opdateres hver mandag.
Afstemningen løber frem til marts 2013, og det byggeri, der får flest stemmer, er vinder af Bæredygtig Beton Prisen 2013. Prisen uddeles på Bæredygtig Beton Konferencen, der afholdes den 19. marts 2013 på Kunstakademiets Arkitektskole i København.
Fakta: De fire nominerede
En dommerkomité har udvalgt de fire vidt forskellige byggerier og anlæg, der lever op til kravene om at anvende beton i en bæredygtig sammenhæng, og som er nominerede til Bæredygtig Beton Prisen:
I Odense ligger legepladsvirksomheden Kompan’s nye hovedsæde med en facade, der spiller på Kompan’s legende logo, og som er konstrueret af kun seks cm beton støbt sammen med tyk isolering.
- I Roskilde åbner i slutningen af august det nye 40.000 kvadratmeter store skater- og fritidsområde, Rabalder Parken, med betonbaner, der samtidig fungerer som bassin til opsamling af store mængder regnvand.
- Over havnen i Aarhus rejser det markante nye 0-energi-boligtårn ’Ringgården’ sig med 12 etager med ungdomslejligheder bygget af lavenergi-betonelementer.
- I Løgten nord for Aarhus ligger den ombyggede kornsilo ’Siloetten’, hvor genbruget af den eksisterende betonbygning til 21 unikke lejligheder sparer både materialer og transport.
Om Dansk Beton
Dansk Beton er en brancheforening i Dansk Byggeri for producenter af beton og betonprodukter. Læs mere om prisen og de nominerede projekter på hjemmesiden:
http://www.danskbeton.dk